Sådan overlever du bilferien med børn

Få Børnebibliotekets tre bedste tips til glade børn på bagsædet.

Af Trine Færge Haurits, Silkeborg Bibliotekerne (oprindelig artikel)

Tags

Sommer

”Hvornår er vi der????”

Selv den mest tålmodige kan få nok af at svare mere end ti gange på det samme spørgsmål. Og noget af det, der kan drive voksne længst ud må være skrigende eller sure børn på bagsædet. 

Pludselig er der endnu længere til sommerhuset på Sjælland. Eller guderne forbyde det... campingpladsen i Italien. 

Men fortvivl ikke. For herunder får du børnebibliotekets 3 bedste tips til glade børn på bagsædet.

Se også vores ekstra tips og tricks til bilturen nederst på siden.

1: Læs højt

Mens du alligevel sidder der på forsædet ved siden af chaufføren, så kan du jo lige så godt læse højt. Vi har samlet en lille stak bøger, der er gode til både store og små børn, så hele søskendeflokken er underholdt! Samtlige titler findes både som papirbog på biblioteket og som ebog på eReolen.

2: Gæt løs

Er der stadig skrig og skrål på bagsædet og stadig langt til ferielandet, så er her endnu et trick: Gætteleg, gåder og platte vittigheder. 

I ethvert handskerum bør der, på en bilferie, ligge en bog med gåder eller sjove vitser. Så kan man til enhver tid, fx hvis bølgerne går højt, tage den frem og smide en bombe a la; ”Hvad er værre end en elefant på vandski?"

3. Hør lydbøger

Lån gode lydbøger på eReolen. Vi har både de gode gamle klassikere, som mor og far også kan huske, og nye sjove historier til hele familien. I kan låne lydbøgerne hos os ved at logge på eReolen og hente historierne over på jeres smartphones eller tablets eller køre lyden over på bilens anlæg. 

Husk høretelefoner eller stik, hvis det er fra mobil/tablet.

Ekstra tips og tricks til bilturen

  • Lav bil-bingo. I kan fx samle på nummerplader med et bestemt bogstav i eller nummerplader fra andre lande. Den der først får ti vinder.
  • Leg ”Hvem er jeg”. Man er et dyr, en ting, eller en figur fra bøgerne, og de andre i bilen må stille ja/nej spørgsmål.
  • Digt jeres egen historie. Tag fx bilen foran jer og digt en historie om, hvor de skal hen, og hvad de har i deres bagagerum.
  • Stav til små ord. I skiftes til at sige et ord, som den anden skal stave, og så bytter I bagefter.
  • Leg "Gæt ordet". Har I tegneplade/papir med, så tegn en streg for hvert bogstav i ordet, og så skal de andre foreslå bogstaver  fx "T som tårn" og til sidst gætte ordet fx "Tandbørste". Lidt a la Lykkehjulet, hvis I kan huske det. Bagefter bytter I.
  • Medbring små kiks - hvis muligt uden chokolade og gerne så små, at de kan spises i én mundfuld (= meget mindre rengøring)