Knæk læsekoden - sådan kan du hjælpe dit barn

Er det med læsningen lidt svært at forstå? Her har vi samlet tips og tricks til, hvordan I sammen kan knække læsekoden.

Af Jette Morratz Christensen

Læs højt sammen

Læs sammen, og gerne hver dag. Det styrker ordforrådet at blive præsenteret for mange forskellige ord. Når man begynder i skole og så småt begynder at læse selv, er det at få læst højt stadig en rigtig god idé. Både for ordene og for hyggens skyld. 

Så skru ikke ned for billedbøgerne. Men prøv også gerne nogle oplæsningsbøger, nu hvor dit barn er blevet god til at sidde og lytte i skolen.

 

Brug pegefingeren og tal tydeligt

Når I læser sammen, så brug pegefingeren til at vise, hvor du læser. Opfodr dit barn til at gøre det samme, når det er barnets tur.

Hvis der pludselig er et ord, der er svært, kan du nemlig nemt og hurtigt hjælpe med ordet, uden at barnet skal lede og blive frustreret. Når du selv viser med pegefingeren, hvor du er i din læsning, ser barnet ordet samtidig med at det hører, hvordan ordet siges. Dansk er jo et spøjst sprog.

 

Leg med ord og ordlege

Når I læser, så leg med sproget. Det gør læsesituationen sjov og ikke til en sur pligt. Leg med sammensatte ord. Prøv at bytte om på rækkefølgen. Kattemad bliver til en madkat, og hvad er det for noget vrøvl? Er I ude og køre en tur, så prøv at skiftes til at stave ord. Dit barn siger fx sol og du staver ordet. Bagefter bytter I, så dit barn staver næste ord. 

Når I leger med ord og lyde i sproget, understøtter I læsetilegnelsen og styrker barnets evne til at forstå betydningen i ord og vendinger. Her er rim- og remsebøger også rigtig gode.

 

Skriv historier

Når dit barn har styr på bogstavernes lyde, så brug dem. Skriv, skriv, skriv. Indkøbssedler, ønskelister, postkort til bedstemor, lav jeres egne tegneserier eller skattekort - lige hvad I kan finde på. 

 

Udforsk genrer

Præsenter dit barn for forskellige genrer. Vennebøger, fakta om dyr eller planeter, fodboldbøger, gyserhistorier, fantasy. Det udvider dit barns ordforråd, og giver en forståelse for, at bøger kan indeholde alle mulige verdener og interesser.

 

Gå på biblioteket – med dit barn

Tag dit barn i hånden og gå på biblioteket. Gør det til en hyggelig tur, og sæt tid af til at I sammen kan udforske både biblioteksrummet og bøgernes verden. Snak om bøgerne, hvad har vi lyst til at låne i dag, og snak med børnebibliotekaren, der altid gerne vil snakke med både børn og forældre. Sådan lærer du dit barn at gå på biblioteket og finde bøger.